Carsten Rasmussen, formand i Vejen Håndværkerforening, glæder sig over opbakningen til tribuneprojektet på kunstgræsstadion.
Vejen: Vejen Håndværkerforening og Vejen Sportel ApS tog i efteråret 2016 initiativ til at skabe en arbejdsgruppe, der blev sat i verden for at finde midler til opførelse af en tribune på Henning Have Stadion ved Vejen Idrætscenter. Arbejdet er nu nået så langt, at der er klar til rejsegilde torsdag 6. december kl. 15.
- Vi har løftet i flok, præcis som vi også gjorde i 2002, da vi fandt midler til etablering af Sportellet. Det er et flot signal at sende fra erhvervslivet, at man stadig bakker op om udviklingen omkring Vejen Idrætscenter. Vi vil det her. Og mange har ønsket at støtte med pengebeløb eller køb af anparter. Det vidner om det ejerskab mange tager i, at vi sætter nogle gode ting i gang i Vejen, udtaler Carsten Rasmussen, formand i Vejen Håndværkerforening, i en pressemeddelelse.
Navnet er solgt
Tribunens navnesponsorat er solgt til Lindab A/S. Tribunen er derfor døbt Lindab Tribunen.
Der er to selskaber, der ejer tribunen efter færdiggørelsen: EMS Kapital Aps og Vejen Tribune ApS. Der er indgået drift- og administrationsaftale med Vejen Idrætscenter. Tribunen er opført på en grund, der er lejet af Vejen Kommune.
Tribunen indeholder 260 sæder, tre toiletter, to garager, en stor repos og en lounge på 100 m2.